Online undervisning er nyt for mange revisorer, og et af de hyppigste spørgsmål vi får stillet er, om onlineundervisning er godkendt som obligatorisk efteruddannelse. Ja, e-læring eller tilsvarende IT-baseret undervisning kvalificerer som efteruddannelse, jf. bekendtgørelsen om efteruddannelse af revisorer (BEK nr 856 af 21/08/2019), såfremt det faglige niveau og den tidsmæssige udstrækning kan dokumenteres. Se mere om det nedenfor.
Alle medlemmer som har taget kurser hos Revikurser har fået deres kurser godkendt ved en kontrol. Hos Revikurser holder vi os ajour med de seneste regler på området, så du roligt kan tage din efteruddannelse online.
Erhvervsstyrelsens vejledning – bekendtgørelse om obligatorisk efteruddannelse af godkendte revisorer (Uddrag)
§ 8, stk. 2.
E-learning eller anden IT-baseret undervisning kvalificeres også som efteruddannelse. Som eksempler herpå kan nævnes onlinekurser, webinar mv.
I vurderingen af, om kurset er på et passende fagligt niveau og hvis muligt og relevant på masterniveau, skal der lægges vægt på såvel indhold som kursusudbyderen, ligesom der kan lægges vægt på, hvem der er målgruppen for det pågældende kursus.
Bestemmelsen begrænser ikke omfanget af revisors deltagelse i kurser, herunder, om alle efteruddannelsestimer kun bruges på kurser.
Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at der ikke kan være tale om deltagelse i kurser,
der indholdsmæssigt svarer til et allerede gennemført kursus i en efteruddannelsesperiode.
Bestemmelsen indeholder således implicit en begrænsning, der indebærer, at indholdet af kurser væsentligt skal adskille sig fra hinanden, i det kurser med et overvejende element af gentagelser vil medføre, at det pågældende kursus ikke kan tælles med mere end én gang.
Det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. I forlængelse heraf må det dog anføres, at deltagelse i årlige ajourføringskurser inden for regnskab, revision og skat anerkendes uden videre på trods af, at der vil være en grad af gentagelser på disse kurser.
§ 15, stk. 1
Revisor skal kunne dokumentere sin deltagelse i interne og eksterne kurser samt E-learning eller anden IT-baseret undervisning.
Revisors deltagelse i et kursus kan eksempelvis dokumenteres ved en underskrevet deltagerliste, en efterfølgende bekræftelse på deltagelse fra kursusudbyderen, anvendelse af en QR-kode, som kursusdeltagerne skal indscanne, mv. Kursusudbyder skal således kunne verificere, at revisor har deltaget for at kunne udstede et kursusbevis. Dokumentation for tilmelding og evt. betaling er ikke i sig selv tilstrækkelig til at dokumentere revisors deltagelse.
§ 15, stk.2
Dokumentationen for revisors deltagelse i kurser skal som minimum indeholde oplysninger om:
- Navn på kursusudbyder
- Beskrivelse af kursets indhold, og hvem der har forestået undervisningen
- Den tidsmæssige udstrækning samt eventuelt faglig fordeling af emner på kurset
Dokumentationen for revisors deltagelse kan foreligge i form af et fysisk eller elektronisk kursusbevis eller som en bekræftelse fra kursusudbyder, eksempelvis i form af en e-mail.
Som anført ovenfor kan også E-learning eller anden IT-baseret undervisning kvalificeres som efteruddannelse. Det forudsættes imidlertid, at deltagelse i E-learning kan dokumenteres på en entydig måde, eksempelvis ved at kursusudbyderen anvender IT-programmer eller lignende til at dokumentere, at revisor har deltaget i kurset, samt at den tidsmæssige udstrækning er i overensstemmelse med det normerede.
Kursusudbyderne kan også anvende andre IT-programmer og metoder til at dokumentere revisorernes tilstedeværelse underafviklingen af E-learning eller anden IT-baseret undervisning, eksempelvis løbende test under kursets afvikling eller en afsluttende prøve af revisorerne om kursets indhold.
Det er ikke tilstrækkeligt, hvis kursusudbyder alene udsteder et kursusbevis uden at have verificeret, at revisor har deltaget. Det skal kunne dokumenteres, at revisor har deltaget i/lyttet til E-learningen eller anden IT-baseret undervisning.
Ifølge bekendtgørelsen om efteruddannelse kan efteruddannelse kan gennemføres ved verificerbare læringsaktiviteter, som angivet i bekendtgørelsens kapitel 2. En verificerbar læringsaktivitet kan bevises objektivt, og bevis kan efterprøves og gemmes i enten skriftlig eller elektronisk form.
Efteruddannelse kan antage forskellige former. Kapitel 2, Efteruddannelsens form har udtømmende taget stilling til, hvilke former efteruddannelsen kan tage.
Det er muligt at opfylde revisorlovens krav om efteruddannelse ved deltagelse i følgende former for aktiviteter:
1. Deltagelse i kursus
2. Fagteknisk udvalgsarbejde
3. Undervisnings- og foredragsvirksomhed
4. Forfattervirksomhed
5. Struktureret coachingforløb på arbejdspladsen
6. Selvstudie
7. Læring på ekstraordinære områder
Hos Revikurser.dk udbyder vi også kurser, som ikke falder ind under den obligatoriske efteruddannelse, men som vi mener, vil øge kvaliteten af alle godkendte revisorer og revisormedarbejderes arbejde. Dette skyldes netop kravet til indholdet. Disse kurser er noteret til ”0-point”. Vi ønsker blot, at godkendte revisorer skal kunne dygtiggøre sig hele arbejdslivet.
PC-kurser, salgskurser, personlig udvikling og ledelseskurser, vil som udgangspunkt ikke kunne accepteres som obligatorisk efteruddannelse, medmindre det kan sandsynliggøres, at kurset kan bruges i det revisionsarbejde der udføres hos kunderne.
Vi medregner den tid undervisningsmaterialet præsenteres mundtlig på video. Til alle kurser medfølger en test, som svarer til én efteruddannelseslektion.
Du kan altid få et overblik over dine gennemførte kurser via din profil under Mine kurser på Revikurser.dk. Husk at der findes enkelte undtagelser reglerne om efteruddannelse, for eksempel som ny uddannet eller under sygdom og barsel. Du kan læse mere om det her: https://erhvervsstyrelsen.dk/ny-vejledning-om-obligatorisk-efteruddannelse-godkendte-revisorer
Erhvervsstyrelsen forhåndsgodkender ingen påtænkte eller udførte efteruddannelsesaktiviteter. Det gælder for samtlige udbydere af tilstedeværelseskurser, såvel som e-læringskurser. Erhvervsstyrelsen henviser blot til bekendtgørelsen og vejledningen.
Hos Revikurser.dk har vi nøje fulgt bekendtgørelsens retningslinjer, såvel generelt som specifikt for e-læring.